TeamGym Odense Mix (vores fælles overbygning med OGF og Bolbro Gymnasterne) opholder sig i disse dage i Reykjavik, Island, hvor de repræsenterer Danmark ved de nordiske mesterskaber i TeamGym.
Konkurrencen har deltagelse af Dame-, Herrer- & Mixhold fra hhv. Island, Finland, Sverige, Norge og Danmark. Alle hold har kvalificeret sig gennem deres nationale mesterskaber.
TGO’s 14 gymnaster og 4 instruktører/ledere ankom til Island onsdag, hvor dagene frem til fredag bruges til både træning og sightseeing. Måske I kan genkende en række af TGB instruktørerne på billedet her.
Lørdag den 11. november 2023 er selve konkurrencen, som afvikles efter dette program (alle tider er DK-tid):
11:20 Opening ceremony
11:40–13:20 Competition Mixed (Følg TGO Mix)
13:30 Price ceremony mixed
14:00–16:00 Competition Women
16:10 Price ceremony women
16:40–18:05 Competition Men
18:15 Price ceremony Men
Vi følger løbende holdet her på siden, med opdateringer samt billeder og video fra både i og uden for hallen.
Fredag 10. november 2023
Fredagen består af træning for alle hold, hvor de har mulighed for at teste redskaber og gulv i hallen. Holdene har typisk 10 minutter på hvert redskab/gulv. Der må deltage 10 gymnaster + 2 reserver, hvilket betyder at to gymnaster sidder helt over. Der må frem til konkurrencestart skiftes ud blandt de 12 gymnaster, men de to oversiddere kan ikke længere indsættes i konkurrencen.
Efter det officielle holdfoto, er det nu blevet tid til træning, hvor der lægges ud med TRAMPET (10 min. træning – 10 min. i konkurrencehallen). Herefter følger TUMBLING og der afsluttes med RYTME.
Lørdag 11. november 2023
Konkurrencedag, hvor der selvfølgelig er lidt stress på op til konkurrencen, hvorfor vi desværre hverken kan vise billeder eller video fra Island (Vi har desværre intet modtaget).
Til gengæld kan vi fortælle lidt om resultaterne.
I MIX konkurrencen var der hård konkurrence (som forventet) primært fra de svenske hold, som delte de første tre placeringer med god margin til de øvrige hold. TGO MIX opnåede en 5. plads, som det bedste danske hold, blot 0.050 point (en ikke strakt lillefinger måske) bag mix-holdet fra Drammen.
Konkurrencen for DAMER bød til gengæld på en lille, men absolut fortjent, overraskelse. TeamGym Aarhus (TGA) viste sig stærkest foran de to svenske hold og med de islandske damer overraskende på 5. og 6. pladsen. Det andet danske hold i konkurrencen, tog en flot 4. plads.
I HERRER konkurrencen, var der lagt op til at få revanche for resultaterne fra sidste NM, hvor de danske hold ikke levede op til favoritværdigheden. Det gjorde de så sandelig i år, hvor GLADSAXE vandt mesterskabet ret suverænt foran sidste års overraskelse fra Oslo. På 3. pladsen kom holdet KFUM fra Stockholm. TGA fra Danmark ramte lige nøjagtigt den altid lidt kedelige 4. plads.
Se alle resultaterne herunder:
Hvem tror I der vandt festen ………………………………..